Skip to content

Der sker ikke så meget her

17. juni 2014

Tjek i stedet idetsvenske.wordpress.com.

Hej!

Må man ikke have flere kærester?

23. november 2011

Så er vi nået dertil, hvor de daglige spørgsmål går på menneskets biologi, men især også på samlivsformer og accepterede forhold i den vestlige kultur. Og her har den 6-årige på godt og ondt en anden forståelse af verden, som ikke helt er tilpasset vores samfunds normer omkring begrebet monogami.

Solvei er en stor romantikker og popelsker, og nu har hun forelsket sig i Rasmus Seebachs sang Lidt i fem (hun er vel også målgruppen), og for hendes skyld fisker jeg så sangen frem på youTube. Vi er kun kort inde i sangen, før der er gang i Spørge Jørgen:

S: Mor, hvorfor er hun sur på ham?

Mig: Fordi han har kysset med en anden pige

S: Må han da ikke det?

Mig: nej, for han er hendes kæreste

S: Men må han så ikke kysse med andre?

Mig: nej

Solvei: Hvorfor smadrer hun så tingene?

Mig: Fordi hun er sur på ham

Solvei: Hvorfor er hun det?

Mig: Fordi han har kysset den anden pige

Solvei: Hvorfor må han ikke have flere kærester?

Lyden af Thorbjørn

2. oktober 2011
tags:

De kloge mænd siger, at lyden er det vigtigste, så husk at slå lyden til. Jeg nyder bare synet af min dejlige mand. Det er Thorbjørn forrest og Jens bagved i et lækkert sving i Harzen.

Jeg får kollektiv dårlig samvittighed af madspild

28. september 2011

Giv hende her en is, og du er helt sikker på, at der ikke går en dråbe til spilde!

Det her indlæg begyndte i sommer. Men madspild og vaner er der nok af i verden, selvom det ikke længere er sommer.

For tiden tænker jeg mest over mit eget madspild. Så sent som her til aften, hvor auberginen måtte en tur i skraldespanden, fordi den var blevet lidt vel gammel inde i køleskabet. I sommer tænkte jeg meget over indkøbsvaner og vores forskellige forhold til det at smide mad ud, genbruge rester. For hvad er egentlig en rest, og hvor længe er en rest værdig til at overnatte i køleskabet?

I sommer var vi sammen med skønne venner med hver vores forhold til rester og madspild. Jeg er efterhånden lidt hysterisk over, at vi endelig ikke må smide agurkestumpen ud. Omvendt kan man så overveje, om mit forhold til madspild af og til kan blive sundhedsskadeligt. Nuvel, ingen har meldt om sygdom efter at have spist hos mig, og resterne bliver som regel serveret for familien.

Første udfordring på rester var, da vi overtog et sommerhus og et køleskab spækket med mad. Så måtte vi i gang med at finde ud af, hvad det kunne sættes sammen til af retter. Og der var rigeligt med mad, men et andet udvalg så vi måtte have hovederne i blød for at få maden kombineret og valgt en rækkefølge at bruge sagerne i.

Jeg har det skidt med at smide mad ud, fordi jeg ikke har styr på, hvad der er i køleskabet, eller hvad udløbsdatoen er. Rigtig skidt. Jeg kan nærmest opnå en tilstand af kollektiv dårlig samvittighed. Så jeg gik i kapløb med en række udløbsdatoer. Ikke fordi der var tale om en masse gammel mad, men fordi der var rigtig meget mad. Når mine øjne faldt på en åben emballage tænkte jeg “Den må spises!”

Så frem med kogebøger til genveje og smutveje, og så blev der ellers kokkereret grøntsagssupper, bagt og det var lige før, jeg også begyndte at sylte. Resultat: Mindst lige så meget mad som før, nu bare i andre former. Pust. Og så blev Solvei og Thorbjørn sat til at spise rester og sammenkog, så min ellers ukræsne familie til sidst bad om at få noget kød på grillen.

Jeg vandt heller ikke hele kapløbet. Til slut måtte jeg se nederlaget i øjnene og smide en muggen citron ud og nogle rejer, som med en fæl hast nærmerede sig absolut sidste dato.

Men det er jo også i mødet med andre mennesker, at vi lærer nye sider at kende af os selv og må tage vores egne vaner op til vurdering – trøstede jeg selv mig med, mens jeg traskede op til den store skraldespand med min affaldspose og mit madspild i hånden.

Jeg indrømmer min kærlighed til Boserup

29. juli 2011
tags: ,

Kogebøger. Jeg elsker at stikke næsen i dem og bliver inspireret til at lave mad eller fundere over, hvor mange måder man nu også kan lave hvidkålssalat med frikadeller på.

Men hvis jeg af en eller anden ukendt årsag skulle være så (u)heldig at ende på en øde ø som en anden Robinson Crusoe, hvilken kogebog skulle jeg så tage med ud på den øde ø? I mit hjerte er der ingen tvivl: Det kan kun være Boserups kærlighed, fordi den er fuld af frikadeller, and og mormor, eller man kunne sige, at den er fuld af klassikere på den frække måde og grundopskrifter med et twist.

Nuvel, hvis man har brug for præcise mål og størrelsesforhold, så kan man godt blive udfordret af denne kogebog, og i så fald bliver den næppe nogen favorit. Men jeg elsker min kogebog, og jeg bliver altid madglad og får duften af sovs, krydderurter og syltede sager i næsen, når jeg i mit sommerhus fisker den frem af det i mikro-hytten spartanske og nøje udpegede udvalg af kogebøger. (Indrømmet: jeg har også et eksemplar af bogen hjemme i København). Ryggen hænger i laser, og flere af siderne er ved at falde ud, men opskrifterne er stadig de sammen, som jeg i sin tid begav mig ud i det blå køkken i Haderslevgade 26. Det var den gang Thorbjørn var den sande mesterkok af os to og brillerede med at fylde hele fryseren med hjemmelavet sylte af et selvindkøbt grisehoved og trylle eksotiske thaisupper frem med hele og halve rejer i. Og den gang jeg stadig ikke havde anede, hvor længe man skal koge et æg. Men så mødte jeg Boserups kærlighed, og så fik jeg styr på det med maden.

Så mangler jeg bare at lære nogle spejdertricks om at tænde bål uden tændstikker og tændvæske, hvis jeg ender på den ø!

Første løberen og den nye B.S. Christiansen

6. juli 2011

Her ser du to to glade og optimistiske løbere, klar til afgang til dagens Adecco-løb på Amager strandpark. Solvei er særligt begejstret, fordi hun skal med til sit første løb, hvor hun selv skal løbe. Hun mener, at hun klart er det hurtigste barn.

Hun lægger da også hårdt ud med at stille op forrest ved startlinjen. Der står hun så som en lille prut, som jeg ovenikøbet har sneget med, selvom hun kun er knap 6 år, og man skal faktisk være 7 år, viser det sig. Men hun er ikke ene om at bryde den nedre aldersgrænse. Som starten for børneløbet nærmer sig dukker de stor drenge på 13-14 år op bag ved hende, og jeg tænker, om hun mon har fantasi til at tænke, at hun nok bør stille sig bag dem. Det har hun ikke. Hun står forrest som i absolut allerforrest.

Nogle meter efter starten kæmper jeg i ventetiden med de andre forældre om på en bare nogenlunde civiliseret facon at få det bedste udsyn til min egen pode. Vi er en flok dårlige eksempler på køkultur, som vi står der på nakken af hinanden for at få et glimt og måske et foto af vores poder. Vi står ovenikøbet midt ude på løberuten. Det er vist en ommer.

Bang. Starten går. Solvei holder sig for ørerne og kommer derfor lidt sent fra start og bliver selvklart overhalet af de store drenge. Jeg tror nærmest, de hopper hen over hende. Men hun er heller ikke højere, end deres ben er lange. Tilgengæld vælger hun en løbestil og et tempo, så hun ligger nærmest vandret i luften. Hun tonser af sted de første 400 meter som en anden raket. Så går det ned ad bakke, og jeg må yde moralsk opbakning fra sidelinjen. For lige som at få hende i gang igen vælger jeg i sympati at tage hende i hånden og løbe lidt sammen med hende.

Resten af vejen på den 1,5 kilometer lange rute må jeg med jævne mellemrum støtte min pode i hendes projekt. Som hun selv har valgt at begive sig ud i vel at mærke. Velmenende tænker jeg, at hun skal da have den succes at gennemføre. Og det gør hun såmænd i fin stil, mens jeg lunter med på sidelinjen og kommer med opmuntrende tilråb som en anden B.S. Christiansen “du kan godt”, “sådan, det ser godt ud”, “bare lidt mere, så er du der” – fortsæt selv. Lad os bare sige det, som det var, hun var topsej og løb med lange skridt over mållinjen. Så her er en nyvasket førstegangsløber med sin medalje:

Jeg gider ikke flere duller, der sidder i et tårnværelse

21. juni 2011

Da Solvei fik sit nye værelse, fik hun også en prinsessekjole, som hun var og er meget glad for. En af favoritterne den gang var, at spille kort med Thorbjørn, mens hun var iført hele prinsesseskruddet.

Jeg gider ikke høre om, tale om eller se på flere prinsesse-duller, som sidder i deres tårnværelser og venter på, at fesenpind af en prins kommer forbi og redder dem. Derfor har jeg alene bestemt, at vi holder prinsessefri-uge. Solvei, som i sagens natur elsker prinsesserne og deres univers, ved endnu ikke, at hun deltager i et eksperiment, hvor hendes mor (mig) leger med, hvordan jeg kan påvirke hende til at være mindre prinsesset og finde nogle seje heltinder. Gerne af typen, der ridder selv! Muligvis kæmper jeg mod drager og hårde odds, for selv samme pige har sagt til sin mormor: “at når hun bliver stor, vil hun altså gerne være en rigtig prinsesse”. Spørgsmålet er, om man kan pille prinsessen ud af hende?

Dag 1:
Den prinsessefri-uge starter godt. Jeg får puttet Solvei i cowboybukser under et mindre påskud af, at det er smart, når man skal på bondegårdstur og ride på en hest. Bagefter vælger hun selv en grå bluse. Efter bondegårdsturen med børnehaven lugter hun lidt af dyr, og hun vælger at klæde om og iføre sig et sort/hvid strutskørt og (net)undertrøje. Det er på grænsen, men undertrøjen opvejer strutskørtet. Vi giver den gas med at bygge en fangetransport i lego, og til godnatlæsningen vælger hun en historie om trolde på Bornholm. Status: Der er håb forude.

Dag 2:
Da hun går ud af døren, minder hun mest af alt om Tante Lilla fra den gamle børnebog. Hun har også jordens sureste tær og  forslåede ben med hjem fra børnehaven. Jeg overvejer, om der måske alligevel er en hel del mindre prinsesse i hende, end jeg tror.
Status: Jeg tror stadig på projektet.
Dag 3: Jeg må nok stramme mig an
I dag er vi så optagede af vores masseproduktion af perleplader, at vi glemmer at forholde os til det prinsessefrie. Perlepladerne skal vi spamme børnehavens personale med, når Solvei i næste uge slutter den del af sit liv. De er som tak for 3 år og al det prinsessefnider og prinsessetegninger, vi har fået med hjem. Nu sender vi en kasse tingel-tangel den anden vej! Efter aftensmaden spiser hun resten af spaghettien direkte fra gryden med fingrene – knap så prinsesset!
Status: Jeg bliver nok nødt til at stramme mig an og indføre noget med sort i sort og masser af bukser de næste dage!

Dag 4: klap for øjet og papegøje på skulderen
Jeg kommer for at samle Solvei op i børnehaven, men hun vil ikke med hjem. Hun spiller fodbold med tre af drengene, og har ikke lige tid til at give slip på spillet. Af uransagelige årsager har hun pink læbestift på (ikke min!). Jeg kommer ikke helt igennem med det her.

På eget initiativ fisker hun skattejagtkassen frem hjemme og fægter rundt med sværdet efter os andre iført pirathat, klap for øjet, ørering og en oppustelig papegøje på skulderen. Det ser ud til, at vi må lave skattejagt imorgen. Den pink læbestift er heldigvis væk nu.

På et tidspunkt åbenbarer jeg, at jeg holder prinsessefri-uge. Solvei fremstammer et næsten grædefærdigt “hvad” og tilføjer, “men jeg kan så godt lide prinsesser”…

Status: Blandet og jeg må nok reflektere lidt over min egen skyld i det her!

Dag 5: Må jeg låne mit barn?

I dag er sværd at vurdere, for Solvei er nærmest flyttet helt frivilligt over til en nabo og deres to lidt større piger. Så jeg har været på besøg for at låne og se til hende. Jeg har dog set hende hoppe fra en badebro til nogle glatte sten og tilbage igen. En fin aktivitet, der højst kan end i et glid. Meget lidt prinsesset. Pirudstyret er også i brug i dag, dog iført en meget pink kjole, som matcher dårligt til den oppustelige papegøje.

Status: Jeg erklærer mig skyldig i ubevidst, men meget konstant at have båret ved til prinsesse-bålet Forsøgsordningen fortsætter, fordi jeg må i anti-prinsessetræning.

Dag 6: Ny drejning – flere udveje

Anti-prinsessen ugen er slut. Solvei er stadig vild med prinsesser i tårnværelser og fesne prinser til hest, og det får hun lov til at være. Tilgengæld vil jeg ændre mit fokus og se mere gennem fingrene med prinsesserne, tyllet og det lyserød, og bemærke mere af hendes skønne alsidighed og glæde mig over, at hun også spiller fodbold, dyrker sin indre pirat og er i færd med at grave en strand op sammen med sin veninde. Så mens Solvei gir den gas, så bærer jeg mindre ved til prinsessebålet fremover, og alle er lykkelige!

Heidi Vesterberg

Kommunikation og kreativ ordføring

Ordgylle fra Outlaw

Illustreret hverdagsvrøvl fra en meget lille plet

Marens Blog

Jeg er 37, bor i København, taler jysk og er en slags forfatter. Og så er jeg mor til Kamille på 7, Mynte My på 4 og Anemone på 2. (Jeg er stadig i tvivl om, man godt må lave tema over sine børns navne, men undskylder mig som regel med, at jeg altså har været fucked up på amme-hormoner alle de gange, jeg har skullet vælge navne). I øvrigt gad jeg godt, min blog handlede mindre om mine børn. At jeg vidste hvor lande som Aserbadjan rent faktisk lå og kunne fortælle jer lidt mere om, hvordan de går og har det. Men det aner jeg ikke en skid om. Forestiller mig jeg sætter mig ind i den slags, når børnene er større og jeg ikke mere skal have skænderier med Smukke Allan om hvem, der har været oppe flest gange sidste nat, altid skal vaske den store gryde op eller har smurt flest madpakker siden januar - og derfor har gjort sig fortjent til at bestemme over fjernbetjeningen resten af året.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 238, der følger denne blog